Svære følelser som mand

Jeg er en mand i start 30'erne som har været sammen med min kæreste i omkring 10 år på ca. samme alder.

Er ikke helt sikker på hvad mit spørgsmål er, men måske bare om der er andre som har det på samme måde og hvordan man tackler det?

I alle de år vi har været sammen, har jeg aldrig rigtig følt mig helt tryg i mit forhold.
Jeg er først her senere i mit liv blevet opmærksom på mit tilknytningsmønster samt mit kærlighedssprog, og det er måske det som er problemet.

Mit tilknytningsmønster ligner mest af alt desorganiseret tilknytning, men har da også nogle dele fra de andre.
Og mit kærlighedssprog er at jeg har brug for indimellem at høre med ord, at jeg er savnet, elsket, at hun kun er min eller at jeg er den eneste ene. Samtidig længes jeg også meget efter berøring. Behøver ikke at være seksuelt, men bare en hånd i min hånd, et varmt kram eller kys, et hovedet på min skulder eller at hun sætter sig i mit skød.
Og gerne offentligt hvor der måske kan være andre tilstede, som eks. i byen eller til en sammenkomst, eller nede i brugsen for den sags skyld, hvor andre ikke behøver tvivle på at jeg er hendes og omvendt.

Hver gang jeg remser disse behov op føler jeg en lille skam og krævementalitet, og det rammer mig lidt på min følelses af min maskulinitet at have det sådan indeni..

Sagen er den at disse ting aldrig rigtigt har eksisteret i vores forhold. Hun har et andet kærlighedssprog end mig, som handler om at lave ting sammen, samt gøre ting for hinanden. Det fortjener hun selvfølgelig også, og jeg prøver at være positiv når vi så gør det.
Hun kommer fra en baggrund hvor hun har taget meget var på sig selv helt fra barn, og tænker slet ikke i de baner som jeg gør.
Når jeg snakker om min usikkerhed pga. de ting jeg mangler, fortæller hun mig at hun jo har valgt mig til i og med vi stadig er sammen i dag, så det må jeg kunne finde noget tryghed i.

Hvis vi er i byen sammen og drikke, bliver hun hurtigt så opslugt af situationen at jeg føler mig glemt og i vejen. Hun snakker, danser, griner og slår sig løs, hvilket jeg selvfølgelig ikke vil være i vejen for.
Jeg tror bare det ville være så meget nemmere at håndtere hvis jeg følte min relation til hende var super tryg.
Hvis hun er af sted uden mig, glemmer hun ofte tid og sted og kommer hjem kl 5 om morgenen.
Det kan være efter hendes veninder for længst er smuttet, og hun stadig danser med en eller anden.

Hun er meget transparent og det er jeg taknemmelig for. En af hendes veninders kæreste som hun dansede med det meste af natten, ærklærede pludselig sin kærlighed til min kæreste inden de tog hjem hver for sig.
Det fortalte hun mig med det samme, og jeg stoler på hende og tror ikke hun selv har nogen hensigter overhovedet.

Jeg kan sagtens forstå at mennesker er forskellige, så jeg prøver at finde ud af hvordan jeg håndterer det her uden at nogen skal være forkerte.

Men det er svært at være tryg i en relation hvor man i 10 år ikke har hørt ordene "du er min eneste ene", "jeg elsker kun dig" eller bliver grebet på andre måder følelsesmæssigt. Det er bare ikke et behov hun har.

Jeg synes normalt selv at jeg er ok maskulin, pæn osv. Har aldrig haft problemer med kvinder førhen.
Men det her dræner lidt på mit selvbillede, at skulle gå og føle sådan og så endda skære det ud i pap og sætte ord på det..

Hvordan arbejder jeg på det her? Og kender nogen samme følelse?