Gaver fra mormor; Skal vi være mere fleksible eller sætte grænser?

Min mand og jeg står i et dilemma omkring min mor og hendes gavmildhed overfor vores snart 3-årige datter.

Min mor er en fantastisk mormor – hun er tæt på vores datter og os, henter i vuggestuen ugentligt og passer vores datter rigtig ofte. Min mor er virkelig god med vores datter, og laver altid ting i øjenhøjde, som sætter sig meget ind i, hvad vores datter elsker og er den bedste "mormor-legekammerat" man kunne ønske sig. Vi sætter stor pris på hende!

Men… hun elsker også at købe ting til vores datter. Og selvom det lyder som et luksusproblem, så har vi et princip om, at vi ikke vil overøse vores datter med gaver i hverdagen. Vi ønsker, at hun skal lære at værdsætte de ting, hun har, og ikke forvente nye gaver hele tiden.

Da vores datter var omkring 1 år, satte vi derfor en grænse: Vores datter må kun få gaver kun til begivenheder som fødselsdage, jul, vuggestuestart, feriegaver osv. Vi satte den egentlig kun overfor min mor, da vi ikke har oplevet samme mængde gaver fra andre familiemedlemmer, og har generelt ikke sat mange bedsteforældre-grænser. Min mor accepterede det også fuldt ud, og har siden forkælet løs ved begivenheder – og så lavede vi også en god ordning, hvor min mor og vores datter sammen går ud og køber nye sko sommer/vinter.

Senest, da min mor passede vores datter en hel weekend, sagde jeg, at hun da godt måtte købe noget til hende, hvis de faldt over noget. Min mor fik kæmpestore stjerner i øjnene og blev simpelthen så glad for "at få lov". Men efter to år med grænsesætning fra vores side kunne hun slet ikke styre sig. Vores datter kom derfor hjem med tre kjoler, en nederdel, en bamse, tilbehør til bamsen og tøj til sin dukke. Min mand kunne slet ikke være i det – og selvom han ikke vil gøre noget ved denne situation, synes han, at det ikke skal ske igen. Det er imod vores opdragelsesprincipper.

Jeg synes, det er svært. På den ene side er det dejligt, at vores datter får tøj/legetøjsbidrag på denne måde, og min mor gør SÅ meget for os i hverdagen, at det også føles lidt urimeligt, at hun aldrig må give noget til vores datter, når hun tydeligvis finder så meget glæde ved det?

Min mands forældre giver ikke "spontane hverdagsgaver", men til gengæld får vores datter en masse slik, is, kage, og hun ser alt det TV, hun vil, når de passer hende. Det er deres måde at forkæle på. Min mor respekterer i høj grad vores madvaner og giver ikke vores datter slik, men frugt/andre sundere alternativer, som vores datter ligeså godt kan lide. Min mor går på legeplads, i teatret osv. med vores datter, fremfor at sætte hende foran Gurli Gris, hvilket farmor og farfar gør.

Er det urimeligt af os at fastholde vores grænse overfor min mor, eller bør vi være mere fleksible? Nogen, der har erfaring med lignende?

Og hvis vi virkelig skal gå all in i, at bedste forældre skal være sammen med vores datter ud fra vores opdagelseprincipper, burde vi så ikke korrigere dem alle - og ikke "kun" forhindre min mor i at bidrage med sit kærlighedssprog (gaver), mens farmor og farfar "får lov" til at forkæle på deres måde (slik og en masse TV).?