Føler jeg har spildt mit liv.

Jeg er en mand på 28 år. Jeg har siden 14 års alderen røget hash mere eller mindre hver eneste dag. Jeg har aldrig været typen der har haft mange venner eller været god til at snakke med folk.

Jeg har ingen drømme, ambitioner eller ønsker for min fremtid. Jeg valgte ikke at afslutte min 9 klasse eksamen da på daværende tidspunkt havde man ikke brug for den til tekniske uddannelser. Jeg prøvede så med tømrer og murer fagene og fejlede.

Fra jeg har været 16 til 26 år har jeg ikke haft et eneste job, forhold eller hvad jeg vil kalde et rigtig venskab. Jeg har altid været ekstremt ensom og indespærret. Brugte hele min ungdom lukket inde på mit værelse eller ude og drikke/tage stoffer fordi min mor og mig simpelthen ikke kunne sammen og ikke var på talefod.

Jeg har lavet en masse lort og ting jeg ikke er stolt af i dag. Tyveri, indbrud og graffiti er det primære men der er mere. Jeg endte så som 25 næsten 26 årig med at få en dom for graffiti. Jeg fik en betinget dom og pålagt misbrugs behandling.

Jeg besluttede mig at jeg ikke kunne fortsætte i det mønster jeg var i og lagde kriminalitet på hylden. Men hashen kunne jeg ikke slippe så let. Så mit misbrug fortsætter.

Et par måneder inde i mit forløb hos kriminalforsorgen møder jeg en kvinde fra polen og vi starter stille og roligt et forhold. Jeg finder også et job på en produktion ikke lang tid efter. Arbejdet er virkelig stresset for mig og jeg tvinger mig selv igennem det. Jeg stopper også med at ryge hash cirka 2 måneder efter jeg startede.

Jeg klarer mig ikke godt på mit arbejde og jeg ender med at blive fyret efter 6 måneder fordi jeg havde i gennemsnit 1 sygedag om ugen. Kort tid efter min fyring begynder jeg at ryge igen.

Jeg bruger de næste 6 måneder på at søge på alt arbejde jeg kan. Lige fra McDonald's til envhert lager og produktion jeg kan finde. Det føles i den her tid så umuligt at finde noget med et praktisk talt tom cv. Men jeg finder noget via vikar og fik et job et sted som jeg også er i dag. Arbejdet stresser mig stadigt men det er på et langt mere tolerant niveau så jeg tager ikke "pjække" sygedage.

Mit forbrug af hash fortsætter dog og jeg kan ikke stoppe det. Min forhold går i stykker på grund af mit misbrug og jeg er dybt knust. For det var endelig alt jeg havde. Jeg gjorde alt jeg kunne for at skabe et liv med hende, for hun var mit liv på dette tidspunkt. Hvilket jeg godt ved ikke er sundt eller et fair forhold.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen i livet mere. Har endelig været træt af det i lang tid. Men tiden med hende fik mig til at glemme det. Nu står jeg og skal finde ud af hvem jeg er og jeg hader mig selv. Jeg føler jeg ikke har noget værd at sige eller snakke om. Jeg har ingen hobby jeg gerne vil og jeg sidder bare derhjemme hver dag og laver intet udover at se netflix og ryge hash.

Jeg har meldt mig til misbrugs behandling igen og min første samtale er på fredag i næste uge. Men jeg er så bange for hvad jeg er uden hash. Jeg har ikke haft noget andet i mit liv end det siden jeg altid kan huske. Når jeg ikke ryger bliver jeg meget nemt vred og hvis det er virkelig slemt er jeg selvskadende. Jeg er bange for at forblive alene resten af mit liv. Jeg føler ikke jeg har en eneste person i verden jeg kan gå til mere. Jeg tror ikke på jeg bliver lykkelig nogensinde eller at jeg finder en mening med livet.